Monday, March 24, 2008

Solferie i Tanga

Så er der nyt fra os i Tanzania. Vi er netop kommet hjem fra 4 dage i Tanga, hvor temaet har været sol, afslapning og hygge.
Vi har boet i et sjovt gammelt hus med havudsigt - huset kaldes the Lighthouse, da det ligger lige ved siden af et gammelt fyrtårn, som stadig er i brug. Vi har ikke helt fundet ud af til hvad - måske til at forhindre de store containerskibe i at sejle de små fiskerbåde ned? Ihvertfald sidder der et par fyre hele døgnet, som hører radio og råber til hinanden...Ganske hyggeligt faktisk! Huset lejes i øjeblikket halvt af en nyuddannet dansk læger, Zahra, der administrerer et HIV-projekt i Tanga og halvt af vores vejleder Thor og en engelsk fyr. Så når Thor ikke er i Tanga, er der plads til os - I øjeblikket bor der os også en anden dansk stud.med, Kirsten, som laver et mindre projekt sammen med Zahra. Og som I nok kan forestille jer, så kan 4 danske piger sammen sagtens få 4 dage til at gå med at sludre, læse artikler, dameblade, gode bøger, gå i Yachtklubben og ligge på stranden, købe mango på markedet og så videre. Så det er ikke fordi vi har meget spændende at berette, men vi har bare haft det det rigtig hyggeligt og slapppet rigtig godt af! Det betyder meget at komme væk fra arbejdet - og computeren, så man ikke liiiige kan kigge på noget. Og så er det rart at kunne snakke med ligesindede om alle de indtryk man får hernede. Vi er jo efterhånden lidt som et gammelt ægtepar, så det er meget godt med lidt nye øjne på vores oplevelser :-)
Vi har dog haft et par kulturoplevelser - fredag aften var vi ude at spise med Kirsten, Zahra og Denise, en tysk vaccinekoordinator, vi kender fra Korogwe - og så et par af Denise's venner. Restauranten lå nærmest på en parkeringsplads, men lavede helt utrolig god mad. Så vi fik skaldyr for alle pengene, så lækkert. Bagefter var vi på Tanga Hotel og høre live-musik og danse lidt sammen med Tanzaniaerne...de har noget mere rytme i kroppen end os :-) Og så har vi været på Ngamiani Marked og købe en kanga til Lykke (et meget stort stykke stof), som kvinderne bruger lidt som en sarong. Endelig har vi prøvet de tanzanianske busser - et helt kapitel for sig, så først får I nogle billeder.



Kristine med palme - og et af vores yndlingstræer hernede...dem med alle de røde blomster.
Terrasse med udsigt!

Her blev tilbragt mange timer...
Der er masser af mangroveskov langs kysten - det her billede er fra en morgengåtur!
Mer terrasse..Skønt at kunne sidde uforstyrret i stroptrøje, vi er jo ellers vant til at svede i t-shirts og lange ærmer. Det dikterer moralen hernede...og vi får rigelig opmærksomhed selv når vi er meget tækkeligt påklædt, så vi prøver at skik følge.
En af de mange fiskebåde, fotograferet fra terrassen.
Hyggelig pige-middag. Kun myggenettet for vinduet afslører at vi ikke sidder i en lejlighed på Østerbro :-)

Og så var der det med busserne...Turen til Tanga var egentlig ok, busserne bruger ikke rigtig køreplaner, så man går bare ned til busstationen og venter på en der kører den rigtige vej. Og så helst en stor bus, der ser nogenlunde stabil ud...Det tog et kvarter da vi tog afsted fredag morgen, så det var jo nemt nok. Vores bus var måske ikke ligefrem i stand til at køre hurtigt, men det er nærmest en fordel hernede hvor alle kører sindssygt stærkt :-) Vi var mindre heldige på vejen hjem, nok mest fordi det var store rejsedag. Ihvertfald måtte vi først vente 45 minutter på en bus og så få sæder hver for sig, og så dele dem med dobbelt så mange mennesker som planlagt - men hej, vi kom frem:-)

I morgen er det tilbage på arbejde - og næste weekend bliver en Korogwe -weekend, Der er set krokodiller ved floden i Korogwe, så måske bliver det en udflugt med Pam og Daniel for at se dem. Ellers er OSVAL-opgaven også ved at komme lidt nærmere, vi har faktisk lagt gode planer i ferien, så den kunne nok bruge lidt opmærksomhed snart. Og så kommer Kristines mor og moster søndag eftermiddag for at besøge os. Det glæder vi os til!

Håber alle har det godt derhjemme - tak for jeres mange emails, det er rigtig hyggeligt!

No comments: